Der er ikke mange ting der kan gøre mig bange, dertil bor jeg i et for sikkert samfund.
- Jeg er ikke bange for at miste min bil, jeg kan jo bare tage cykel og tog.
- Jeg er ikke bange for ikke at komme på ferie, jeg finder på noget andet så.
- Jeg er ikke bange for at miste tingene i mit hjem, det er jo bare ting.
- Jeg er ikke bange for at blive slået ned, for jeg udgør vist ikke rigtig nogen provokation eller trussel for nogen
- Jeg er ikke bange for ikke at have særlig mange penge. Det har jeg prøvet før. Så må jeg finde glæder andre steder, det kan jeg sagtens.
Men når jeg får at vide min søn skal CT scannes, også selvom lægen siger ”der er intet bekymrende, men vi er nødt til at være sikre på at det er det vi tror” (hvilket er absolut ubekymrende), så trigger det min værste frygt. I en grad hvor jeg kan være nødt til lige at melde mig ud af alting i 5 minutter engang imellem for lige at få styr på mig selv.
Da jeg blev far oplevede jeg den største lykke. Men det er også det kærlighedsforhold der kan få mig til at opleve den største frygt. Også selvom den måtte være irrationel ift. de fakta vi har at forholde os til. Alting skriger ”slap nu af, det er helt rutine”. Og det er det sikkert også.
Der er det så jeg lærer forståelsen for folk der lider af irrationel frygt og angst for ting.
For hvad nu hvis… ? Giv mig beslutninger om atomare affyringskoder, økonomiske prioriteringer og totalreform af hele uddannelsessystemet, det kan jeg håndtere.
Kærlighed til sine børn. Den ultimative lykke, og den ultimative frygt. Efter 5,5 år som far er sidstnævnte noget jeg stadig skal lære at håndtere på en god måde.
Jeg er sikker på jeg siger nøjagtig det samme om 30 år om mine børnebørn.
Meget glad for at høre, at han er OK. Og den der frygt? Jeg kender den, og jeg tror sgu aldrig helt man slipper den.